fbpx

Hvad koster en videoproduktion? Priser på reklamefilm og spillefilm.

hvad koster en reklamefilm

Fra Marvel’s Avengers til den lokale reklamefilm.

”Hva’ kost’rn?” Det er et af de spørgsmål, der oftest kommer op, når vi taler med kunder om videoproduktion. Og selvfølgelig skal det også det. For vi er jo vant til, at man betaler faste priser for varer eller ydelser, og at sælger prøver at maksimere profit, når de handler med folk. Og selvfølgelig findes der også filmvirksomheder, som altid sælger den samme type film, men til forskellige priser. At sælge en film til 5, 10 eller 20 tusinde kroner, hvor det er samme ydelse, kunden får, er ikke sådan videoproduktion skal fungere. De virksomheder, der gør det på den måde, giver hele vores branche et dårligt ry.

Videoproduktion handler i meget højere grad om budget end pris. Budgettet dækker over mange ting, som ikke nødvendigvis gør filmstudiet rigere, men udelukkende gør filmen større og bedre. Dette er, hvad jeg vil prøve at komme nærmere ind på i dagens blogindlæg. Jeg vil komme med eksempler på, hvad forskellige budgetrammer køber dig inden for filmverdenen. Helt fra de små film for den lille lokale butik, til den store reklamefilm for et anerkendt brand til verdens dyreste filmproduktioner.

Det er filminstruktørens opgave at give den bedst mulige film, som budgettet rækker til.

Hvad koster en reklamefilm

Hvis tilliden mellem kunden og filmproducenten bliver etableret godt fra start, så er man meget bedre stillet, både som filminstruktør, men især også som kunde. På den måde kan man i fællesskab komme frem til, hvad der er vigtigt for reklamefilmen. En videoproduktion er et samarbejde mellem kunde og filminstruktør. Man når frem til det bedste resultat, hvis der en god energi, et godt venskab og en stor tillid fra begge parter. Det opnår man typisk bedst, hvis alle spiller med åbne kort og fortæller tingene, som de er. Hvis kunden er åben om sin budgetramme, så er det meget nemmere at nå frem til et overblik over, hvad der er muligt økonomisk, og hvad der ikke er. Hertil er det klart, at kunden ikke nødvendigvis ved, hvor stort budgettet til deres film bør være. Og det vil en filminstruktør/producer naturligvis altid gerne vejlede dig om!

Så lad os se på et par eksempler på film. Jeg vil komme med mit bud på, hvad budgetterne har været, og hvorfor prisen har ligget, som den har gjort. Og for sjov skyld, så lad os bare starte på toppen med en af hvor tids dyreste filmproduktioner:

Avengers: Endgame.

Hvad koster en spillefilm

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er kæmpe Marvel fans hos BigBrain Productions! Det skarpe øje har formentlig bemærket inspirationen til vores forside her på hjemmesiden og vores logo, som også er en reference til tegneserier og Marvel. Endgame var ikke verdens dyreste film, da den titel går til Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides med et budget på omkring 2,6 mia. kroner. Men med et budget på 2,4 mia. kroner, så er den i hvert fald også deroppe af. Og her er det selvfølgelig i høj grad de superstjerner, som medvirker, der virkelig trækker store lønninger ud af filmproduktionen. 63 store skuespillere skulle have en fed hyre for filmproduktionen. Udover det har cirka 3000 mennesker arbejdet på filmen. Alle sammen nogle, som er i toppen af deres fag, som derfor fortjener at blive betalt derefter. Ud af de 2700 skud/klip filmen består af, så skulle der laves VFX, dvs. effekter, på 2500 af dem. Så tingene løber op! Men i dag har filmen indtjent omkring 19 mia. kroner, alene i biografbilletsalg. Så man må sige, at det har været en god forretning.

Kvinden I Buret

Hvad koster en spillefilm

Hvis vi lige skruer en smule ned for de store armbevægelser og tager et kig på noget af det største som lille Danmark har produceret, så er det passende at hive fat i biograffilmen Kvinden i Buret. Den havde et budget på 39 millioner kroner, hvilket jo ikke er meget, når man sammenligner med det Russo-brødrene får lov at lege med, når de skal lave superheltefilm for Marvel. Men det er godt nok stadig en ordentlig røvfuld penge! Året den kom ud, var Kvinden i Buret den mest sete film i de danske biografer. Den solgte 700.000 billetter. Hvis vi antager, at halvdelen af billetprisen går til filmen, dvs. 50 kr., og så ganger det med de 700.000, så svarer det til, at filmen har haft en indtjening på 35 mio. kroner i billetsalg. Så forstår man, hvorfor det at lave film altid vil være en dårlig forretning i Danmark. Det er derfor, dansk film er statsstøttet. Vi er simpelthen ikke nok mennesker i vores lille land, til at det kan løbe ordentligt rundt af sig selv. Vi forventer jo stadig, at vores film kan måle sig med de amerikanske film i biografen. Og det er dem, de danske film er i hård konkurrence med, når danskerne står nede i biografen og skal vælge, hvilken film de skal købe billet til. Så husk at støtte dansk film!

Danske reklamefilm

Hvad koster en reklamefilm

Hvis vi tager et kig på danske reklamefilm, så ligger budgetterne også rigtig højt, når de store mærker skal have produceret reklamefilm. Her bevæger vi os lidt ud i estimater, fra min side af, som jeg bygger på erfaringer og kendskab til budgetter fra andre reklamefilm fra den danske reklamefilmsbranche. For ikke at brænde nallerne eller gøre nogen sure, så vælger jeg at tage fat i priser på film, som jeg aldrig har haft noget at gøre med.

Carlsberg kørte en række film med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Jeg tør ikke gætte på, hvad han skulle have for at være med, så hvis vi holder hans honorar ude af beregningerne, så har filmen formentlig kostet mellem 1,5-2 mio. kroner. Det er ganske dyrt, når man skal til at lukke gader ned, leje både og lyssætte hele Nyhavn. Der har formentlig været et produktionshold på omkring 30-40 mennesker til at lave filmen.

En lille sidebemærkning er, at hvis man skal have skuespillere/modeller med i sin reklamefilm, så går en stor del af deres honorar til at ”frikøbe” dem. Det betyder, at Mads Mikkelsen f.eks. ikke må lave en reklame for et andet ølmærke. En model må ikke først reklamere for Adidas den ene dag og så for Nike den næste. Derfor skal man betale dem for tabt fortjeneste i forbindelse med potentielle fremtidige opgaver. Og det er dyrt. En model til en Nike-reklame ville formentlig få mellem 100.000 og 500.000 kr. i honorar

OK Støtter Sporten

Hvis vi igen tager et hak ned på prislisten og kigger på OK’s reklamer, så har de haft enormt viral succes. De er sjove nok til, at folk deler dem af sig selv. Dermed sparer de også en masse penge, når det kommer til at markedsføre deres film og betale for at få views. En reklamefilm som denne, har formentlig kostet omkring 250.000 kr. Her er der ikke tænkt alle midlerne til reklamebureauet med, som også får en god sjat for at komme op med en strategi for kampagnen. Selv en simpel reklame kan koste mange penge, da der går rigtig meget forberedelse ind i videoproduktionen. Alle skuespillere skal betales, alle locations skal lejes og alle filmfolk får en god løn, da meget af det man betaler for, er ”sikkerhed”. Det dur ikke, hvis du står med en film til rigtig mange penge, og så laver en af filmfolkene en åndsvag fejl, som betyder, at man bliver nødt til at tage ud og skyde om. Det er sådan at filmstudier går konkurs. Derfor skal du være sikker på, at alle på holdet er dygtige nok til at løfte opgaven. Og det kræver, at man betaler en god pris for dygtige professionelle filmfolk.

F.eks. er ham der står for backup, en titel man kalder for DIT, typisk en af dem, som får mest i løn, da man skal være sikker på, at personen ikke kommer til at slette alle dages filer. Det ville jo være super ærgerligt.

Fullrate

Fullrates reklamefilm, estimerer jeg, har haft et budget på omkring 50.000 kr. Her skal man begynde at indskrænke sig, og ikke tænke for stort! Der er ikke længere penge til et stort cast på mange lokationer over flere dages optagelse. Så nu handler det om at være kreativ og finde på den gode simple idé! (Noget vi er ekstremt gode til, hos BigBrain Productions). 50.000 kr. er stadig rigtig mange penge for de fleste virksomheder, så derfor kan det være overraskende at høre, at man skal ”indskrænke sig” med en film til den pris. Prisen på en film løber bare hurtigt op. På denne type reklame er der, som minimum, tre skuespillere, en instruktør, fotograf, lysmester og en indspilningsleder/assistent på set. Lad os lege de alle sammen skulle have gennemsnitligt 4.000 kr. i løn for den dag på set, hvor de filmer filmen. Så er de første 28.000 kr. allerede brugt. Så skal der også være penge til at skrive filmen, klippe filmen, leje udstyr, leje location, frokost og transport. Så er pengene bare hurtigt brugt.

De små lokale film.

Hvad koster en reklamefilm

Selvfølgelig er det muligt at få produceret fantastiske film helt ned til omkring 10.000 kr. Men så er det bare vigtigt at have sine forventninger i orden. For man kan ikke både forvente at alle arbejder næsten gratis, samtidigt med at man vil have, de opfinder den dybe tallerken. For selv den mindste film vil formentlig stadig kræve leje af udstyr, forberedelse, en dags optagelse, en dags klipning og til sidst korrekturrunder. Det vil sige næsten tre dages arbejde, transport og brug af dyrt professionelt udstyr. Det er værd at have med i tankerne, når man skal have lavet sin film.

En filmmand skal også kunne få en ordentlig månedsløn med pension, feriepenge og alt der hører med. Ifølge FAF, som er den fagforening der tager sig af film og tv-branchen, så er minimumslønnen for en freelancer på 3.352 kr., inklusiv pension, om dagen. Personligt mener jeg, at det er en meget fair løn, især når man tager i betragtning, at en freelancer ikke kan forvente at have arbejde hver dag.

Samtidigt kræver det som filmmand, at man konstant investerer penge i det nyeste og bedste udstyr, hvis man skal kunne følge med de andre. Så skal der dækkes husleje, strøm, backupsystem med mere.

For hvad kan konsekvenserne være ved at budgettere med for lidt?

Hvis et budget er endt med at blive for lavt, enten fordi filmstudiet har lovet for meget, kunden har presset studiet ned i pris eller af andre årsgager, så blive studiet nødt til at spare på diverse områder, som til sidst vil give dårligere arbejdsforhold eller en ringere film. F.eks. blev Danske Spil ramt af en shit storm, fordi filmstudiet, der skulle producere deres reklamefilm, søgte efter ulønnede skuespillere til filmen på Facebook. Her mente stort set alle, at en så stor virksomhed burde have råd til at betale de folk, som skulle være med i deres reklamefilm. Men skylden ligger mestendels hos filmstudiet. De har ikke lagt et ordentligt budget, hvilket har resulteret i, at de stiller deres kunde i et rigtigt dårligt lys!

Andre områder som kan ødelægge en film, fordi der ikke er blevet lagt et ordentligt budget, er typisk dårlig VFX, ringe skuespillere, tekniske fejl osv. Ser man en dårlig kampscene i en film, en dårlig effekt eller noget, hvor tingene ikke helt klipper som det skal, så er det typisk ikke dårlige filmfolk, der har lavet det. Der er formentlig en større chance for, at de har skullet skynde sig, pga. manglende penge i budgettet. Og når man skynder sig, i stedet for at give sig god tid og gøre sig umage, så er det at filmen bliver dårlig.

Så hvad koster en film? Og hvorfor har BigBrain Productions ikke nogen priser på deres hjemmeside? Det har vi ikke, fordi prisen for en film aldrig er den samme – fordi hver en film er unik. En type film kræver måske en bestemt type kamera. Og dem skal man ud og leje. I vores forskellige videoproduktioner på siden, har vi haft mange forskellige kameraer mellem hænderne. Helt fra et GoPro til et par tusinde kroner til high-end biografkameraer til lidt under en million kroner.
Derfor skal der altid lægges et budget, også til de små film, så man ved, hvad man har at arbejde med. Både ift. leje af udstyr, men især også løn til vore medarbejdere, skuespillere, locations eller måske en hestefører med 10 vilde heste ned langs Storetorv.

Kun fantasien (og budgettet) sætter grænser!

Men man skal aldrig være bange for at spørge om et estimat! Vi laver også meget gerne et idéoplæg, uden at det behøver koste en krone. På den måde kan vi skrive en idé og lægge et budget, så du på et oplyst grundlag kan beslutte dig for, om du vil have lavet en film. Du får alt, hvad du skal bruge af information, før du skal have penge op af lommen! Vi kan kontaktes både via mail og telefon. Tag et kig her. Du kan også tage et kig på vores tidligere film her.

Jeg håber i hvert fald at dagens blogindlæg gav indsigt i, hvilke overvejelser man skal gøre sig, og hvad man kan forvente at skulle betale for film i Danmark.

Comments

There are no comments yet.

Leave a comment